Alle søger fred og harmoni for det er det vi mangler i vores liv. Af og til oplever alle uro, irritation og disharmoni. Og når vi oplever disse negative følelser, holder vi dem sjældent for os selv. Vi spreder tit vores uro og anspændthed til andre. Atmosfæren omkring en ulykkelig person bliver gennemsyret af disse stemninger, og dem der kommer i kontakt med en sådan person bliver også påvirkede. Dette er bestemt ikke en god måde at leve på.

Vi burde leve i fred med os selv og med andre. Mennesker er trods alt sociale væsener. Vi skal leve sammen i samfundet. Men hvordan lever vi fredfyldt? Hvordan kan vi leve harmonisk med os selv, og hvordan kan vi leve i fred og harmoni med vores omgivelser, så andre også kan leve fredfyldt og harmonisk?

For at blive fri fra disse spændinger og negative følelser må vi kende grunden til at de opstår; årsagen til lidelsen. Hvis man undersøger problemet, bliver det tydeligt, at vi bliver ulykkelige i det øjeblik vi skaber negativitet eller urenheder i sindet. En negativ følelse eller en mental urenhed, udelukker fred og harmoni.

Hvordan opstår disse negative følelser? Når man undersøger det, bliver det tydeligt. Man bliver ulykkelig, når nogen opfører sig på en måde, som man ikke bryder sig om eller der sker noget man ikke vil have skal ske. Når noget uønsket sker skaber man straks spændinger indeni. Og når noget man vil have skal ske, ikke sker fordi der kommer noget i vejen, skaber vi igen spændinger indeni. Vi begynder at binde knuder inde i os selv. Så længe man lever vil der blive ved med at ske uønskede ting, og ønskede ting sker, eller sker måske ikke, og man reagerer ved at blive anspændt og binde knuder – Gordiske knuder. Det er disse reaktioner der gør sindet og kroppen så anspændt, så fyldt med negativitet, at livet bliver lidelsesfuldt.

En måde at løse dette problem på er ved at arrangere livet sådan at ingen uønskede situationer opstår, og at alt sker præcis som vi ønsker det. Enten må man udvikle en magt, som kan hjælpe en til at undgå uønskede ting og sørge for at kun ønskede ting sker, eller også få en anden med den slags magt til at hjælpe en. Men dette er jo umuligt. Der er ingen i verden, som altid får opfyldt deres ønsker, der er ingen der lever et liv hvor alting sker præcist som de vil. Der sker hele tiden ting, der går imod vores ønsker. Så spørgsmålet er: hvordan kan man stoppe med at reagere blindt, når man bliver konfronteret med ting, man ikke kan lide? Hvordan man kan stoppe med at skabe spændinger, og i stedet være fredfyldt og harmonisk?

Vise, hellige mennesker fra Indien og fra andre steder undersøgte dette problem – problemet med den menneskelige lidelse – og fandt en løsning: når noget uønsket indtræffer og man begynder at reagere med vrede, frygt eller en anden negativ følelse, skal man aflede opmærksomheden. Man kan for eksempel drikke et glas vand. På denne måde forstærkes vreden ikke, men begynder at aftage. Eller man kan tælle til ti. Eller begynde at repetere et ord, en frase, et mantra, måske navnet på en gud eller hellig person som man har tillid til; sindet er afledt, og til en vis grad bliver man fri fra negativitet og fri fra vrede.

Løsningen fungerede og fungerer stadig. Enhver der praktiserer dette bliver beroliget. Men det er en løsning der kun fungerer på det bevidste plan. Det man egentlig gør ved at aflede opmærksomheden, er at presse den negative følelse ned i det ubevidste, og forsætter den med at udvikle de samme urenheder. På overfladen er der et lag af fred og harmoni, men på dybet af sindet er der en sovende vulkan af negative følelser der før eller siden vil eksplodere i et kraftigt udbrud.

Andre der udforskede den indre virkelighed gik længere i deres søgen. Ved selv at opleve sindet og kroppens virkelighed, indså de at man bare flygter fra sine problemer ved at aflede opmærksomheden. At flygte er ikke nogen løsning: man er nødt til møde problemet. Når en negativ følelse opstår i sindet skal den mødes. Man skal iagttage den. En negativ følelse mister sin styrke når man begynder at iagttage den. Og så forsvinder den lige så stille.

En god løsning; den undgår begge ekstremer – at undertrykke og at give frit løb. At lade den negative følelse være i det ubevidste vil ikke få den til at forsvinde, og at tillade den at manifestere sig i ord eller handling skaber bare yderligere problemer. Men hvis man bare iagttager den negative følelse, bliver den svagere og svagere og til sidst ophører den helt, og man bliver befriet fra den.

Det lyder herligt, men er det praktisk muligt? Når vrede opstår, overmandes man så hurtigt, at man ikke engang opdager det. Og når vreden har taget overhånd, gør og siger man ting som er til skade for en selv og for andre. Senere når vreden er aftaget, fortryder man og beder om forladelse. “ Åh, jeg begik en fejltagelse, tilgiv mig.” Men næste gang man havner i samme situation, handler man på præcis samme måde. Fortrydelsen er altså ikke til nogen hjælp.

Problemet er at man ikke er opmærksom i det øjeblik urenheden opstår. Den begynder dybt nede i det ubevidste, og når den når bevidstheden har den fået så meget styrke, at vi ikke kan iagttage den.

Lad os sige, at jeg ansætter en privatsekretær til at fortælle mig, når vreden opstär: “Vær opmærksom! Du er ved at blive vred.” Eftersom jeg ikke ved, hvornår vreden opstår, har jeg brug for at hyre tre sekretærer til at dække døgnets 24 timer. Lad os sige at jeg har råd til det. Når så vreden opstår, og en af mine sekretærerne siger til mig: Chef, vær opmærksom. Du er ved at blive vred.” Det første jeg gør er at jeg skælle ham ud: “Din idiot, hvad bilder du dig ind at belære mig.” Jeg er så overmandet af vreden, at ingen gode råd hjælper.

Lad os i stedet sige at visdommen får overhånd. Jeg skæller ham ikke ud, men siger i stedet: “Mange tak. Så må jeg hellere sætte mig ned og iagttage min vrede.” Men er dette overhovedet muligt? Så snart jeg sætter mig ned og iagttager min vrede, opstår objektet for min vrede øjeblikkeligt i mit sind – personen eller hændelsen, som fremkaldte min vrede. Så iagttager jeg ikke selve vreden, men følelsens ydre årsag. Det medfører bare at følelsen mangfoldiggøres og forstærkes – det er ikke nogen løsning på problemet. Det er meget svært at iagttage abstrakt negativitet, altså at iagttage en følelse adskilt fra det ydre objekt, som fremkaldte den.

Men alligevel var der en person som nåede den højeste sandhed og fandt en praktisk løsning på problemet. Han opdagede, at når der opstår en negativ følelse i sindet, sker der to ting i kroppen. Den ene ting er at åndedrættet mister sin normale rytme. Man begynder at ånde mere kraftigt og uroligt når der opstår negative følelser

– det kan hvem som helst let iagttage. Det andet er at der på et subtilt plan sker en biokemisk reaktion – der opstår en kropslig fornemmelse. Hver eneste urenhed der i opstår i sindet vil skabe den ene eller den anden fornemmelse i kroppen.

Dette er en praktisk løsning. En almindelig person kan ikke iagttage abstrakte urenheder i sindet - abstrakt frygt, vrede eller begær. Men med den rette instruktion og øvelse er det let at iagttage indåndingen og de kropsfornemmelser, som er direkte forbundet til de mentale urenheder.

Åndedrættet og kropsfornemmelserne hjælper på to måder. For det første fungerer de som privatsekretærer. Så snart der opstår en urenhed i sindet, forlader åndedrættet sin normale rytme, og fortæller os: “Se, der er noget der er gået galt.”

Vi kan ikke skælde mit åndedræt ud; vi bliver nødt til at acceptere advarslen. På samme måde vil kropsfornemmelserne fortælle os, at der er noget galt. Med denne advarsel kan man begynde at iagttage sit åndedræt og sine kropsfornemmelser, og man vil hurtigt mærke at urenhederne aftager og til sidst forsvinder.

Det mentale/kropslige fænomen er som en mønt med to sider. På den ene side er der de tanker og følelser, som opstår i sindet. På den anden side er der åndedrættet og kropsfornemmelserne. En hvilken som helst tanke, følelse eller mental urenhed, som opstår i sindet, påvirker åndedrættet og manifisterer sig med det samme som en kropsfornemmelse. Ved at iagttage indåndingen eller kropsfornemmelserne, iagttager man altså den pågældende mentale urenhed. I stedet for at flygte fra problemet, står man ansigt til ansigt med virkeligheden, som den er. Som et resultat af dette vil man mærke, at urenhederne aftager i styrke: de kan ikke længere overmande mig som før. Og hvis man vedholdende fortsætter med at iagttage åndedrættet og kropsfornemmelserne, vil urenhederne til sidst helt forsvinde, og man begynder at leve et fredeligt og lykkeligt liv, et liv med mere og mere frihed fra urenheder.

Denne selviagttagende teknik viser altså virkelighedens to aspekter: det indre og det ydre. Tidligere så man kun ting udenfor sig selv, og gik dermed glip af den indre sandhed. Man ledte altid efter årsagen til sin lidelse i den ydre verden, gav altid det der skete udenfor sig selv skylden og prøvede at forandre det. Eftersom man ikke var opmærksom på den indre virkelighed, forstod man heller ikke at årsagen til vores lidelse egentligt er inde i os selv, og at årsagen til den er at vi reagerer blindt på behagelige og ubehagelige kropsfornemmelser.

Ved at øve os kan vi se møntens anden side. Vi kan være opmærksomme på vores åndedræt, og på hvad der sker i vores krop. Vi kan lære at iagttage både åndedrættet og kropsfornemmelserne objektivt, uden at miste sindsligevægten. Vi stopper med at reagere blindt og vi stopper med at forværre vores lidelse. I stedet tillader vi de mentale urenheder at manifestere sig for derefter at forsvinde.

Jo mere man praktiserer teknikken, jo mere bliver man fri fra negative følelser. Lidt efter lidt bliver sindet frit fra urenheder og bliver renere. Et rent sind er fyldt med kærlighed - uselvisk kærlighed for andre; og fuld af medfølelse for andres svagheder og lidelser, fyldt med glæde for andres fremgang og lykke; fyldt med med sindsligevægt uanset hvilken situation der opstår.

Når man kommer til dette punkt, begynder ens livsmønster at forandres, og man kan ikke længere gøre eller sige noget, som sårer nogen eller forstyrrer andres fred eller harmoni. Et balanceret sind er ikke bare fredfyldt i sig selv, men hjælper også andre til at opnå fred og harmoni.

Når man lærer at forblive balanceret uanset hvad man oplever indeni, udvikler man også en evne til at frigøre sig fra alt, hvad man oplever på et ydre plan. Denne frigørelse er ikke en virkelighedsflugt eller ligegyldighed overfor verden og dens problemer. En Vipassana-meditatør udvikler i stedet en følsomhed overfor andres lidelse, og gør sit yderste for at lindre lidelsen, ikke med irritation, men med et sind fuldt af medfølelse og sindsligevægt. En Vipassana-meditatør lærer at være helligt upåvirket, at være fuldstændigt hengiven i sit ønske og i sit engagement om at hjælpe andre, og samtidigt beholde sin mentale balance. På denne måde forbliver man fredfyldt og lykkelig samtidig med at man arbejder for andres fred og lykke.

Dette er hvad Buddha underviste i: kunsten at leve. Han etablerede aldrig nogen religion eller nogen “isme”. Han instruerede aldrig nogen i at udføre ritualer eller tomme ceremonier. I stedet lærte han mennesker at iagttage naturen som den er, ved at iagttage virkeligheden som den er indeni. Sålænge man ikke ved, hvad der foregår inde i en, fortsætter man med at reagere på en måde som er skadelig for en selv og for andre. Men når man iagttager virkeligheden som den er, opstår der visdom, og vanen med at reagere forsvinder. Når man stopper med at reagere blindt, bliver man i stand til virkelig handling, som udspringer fra et balanceret sind der ser og forstår sandheden. Sådan en handling kan kun være positiv, kreativ og til hjælp for andre.

Det er altså nødvendigt at lære sig selv at kende – et råd som alle vise mennesker har givet. Men det er ikke nok at kende sig selv på et intellektuelt plan – altså idémæssigt eller teoretisk. Det hjælper heller ikke at kende sig selv på et følelsesmæssigt plan, eller at have trosforestillinger, hvor man tror blindt på, hvad man har hørt og læst. Det er gennem sin egen erfaring at man må lære sig selv at kende. Man skal have en direkte erfaring af de mentale-kropslige fænomeners virkelighed. Det er kun denne erfaring der kan befri os fra vores lidelse.

Direkte erfaring af vores indre virkelighed ved selviagttagelse, det er Vipassana meditation. I Indien på Buddhas tid betød passana at se på sædvanlig vis, mens vipassana er at se ting som de faktisk er, ikke bare som de synes at være. Vi må trænge igennem den tilsyneladende, grove sandhed, så vi når den inderste sandhed for hele vores mentale og fysiske struktur. Når man oplever denne sandhed, stopper man med at reagere blindt og at skabe mentale urenheder. Derefter begynder de gamle urenheder gradvist at løses op. Man bliver fri fra alt lidelse og oplever sand lykke.

Den træning der sker under et tidages kursus i Vipassana-meditation er opdelt i tre trin: Først må man afholde sig fra enhver tale og handling, som kan forstyrre andres fred og harmoni. Man kan ikke arbejde med at befri sig fra sindets urenheder samtidig med at man taler og handler på en måde som forstærker disse urenheder. Derfor er det et nødvendigt første trin at følge visse grundlæggende etiske regler. Man afholder sig fra at slå ihjel, stjæle og lyve, og man afholder sig fra seksuelle handlinger og fra at tage rusmidler. Ved at afholde sig fra sådanne handlinger, giver man sindet mulighed for at blive roligt nok til at tage det næste skridt.

Det næste trin er at udvikle en vis beherskelse over sit vilde sind. Det sker ved at man øver sig i at holde det fokuseret på et objekt: åndedrættet. Man forsøger at fastholde sin opmærksomhed på åndedrættet så længe som muligt. Dette er ikke en åndedrætsøvelse: man skal ikke regulere åndedrættet. I stedet iagttager man det naturlige åndedræt som det er: når det kommer ind og når det går ud. På denne måde beroliger man sindet så det ikke længere overmandes af negative følelser. Samtidigt koncentreres sindet, gøres skarpt og gennemborende, så det bliver i stand til at arbejde indsigtsfuldt.

De to første trin, at leve et moralsk liv og at beherske sindet er nødvendige og givende i sig selv. Men de vil føre til fortrængning af negative følelser, hvis ikke man tager et tredje trin – at rense sindet fra alle urenheder ved at udvikle indsigt i sin egen natur. Dette er Vipassana: at opleve sin egen virkelighed ved systematisk og objektiv iagttagelse af det konstant foranderlige mentale/fysiske fænomen, der manifisterer sig som fornemmelser i kroppen. Dette er højdepunktet af Buddhas lære: selvrensning igennem selviagttagelse.

Vipassana kan praktiseres af alle. Alle mennesker oplever lidelse. Det er en universel sygdom, som kræver et universelt lægemiddel, ikke et lægemiddel, der er forbundet til bestemte trosforestillinger. Når man oplever vrede, er det ikke en buddhistisk, kristen, muslimsk eller jødisk vrede. Vrede er vrede. Når man bliver oprørt og urolig på grund af vrede, er de spændinger der opstår ikke kristne, hinduistiske eller buddhistiske. Lidelsen er universel. Så kuren skal også være universel.

Vipassana er et sådant universelt lægemiddel. Ingen kan have noget imod et sæt leveregler, der respekterer et hvert medmenneskes frihed og harmoni. Ingen kan have noget imod at udvikle mental selvbeherskelse. Ingen kan have noget imod at udvikle indsigt i sin egen natur, en indsigt, der befrier sindet fra mentale urenheder. Vipassana er universel.

At iagttage virkeligheden som den er ved at iagttage sandheden inde i sig selv, dette er at lære sig selv at kende direkte, gennem sin egen erfaring. Efterhånden som man træner bliver man befriet fra de urenheder, der er lidelsens årsag. Ved at trænge igennem en grov, ydre og tilsyneladende sandhed, når man frem til sindets og materiens ultimative sandhed. Så transcenderer man selv denne, og oplever en sandhed, der går udover sindet og materien, udover tid og rum, udover det betingende og relative: sandheden om fuldstændig befrielse fra alle urenheder, fra alt lidelse. Hvilket navn man giver denne ultimative sandhed er irrelevant: det er alles slutmål.

Må I alle opleve denne ultimative sandhed. Må alle mennesker blive frie fra negative følelser og urenheder. Må alle opleve sand lykke, sand frihed og sand harmoni.

Må alle skabninger være lykkelige.

Den ovenstående tekst er baseret på et foredrag, der blev holdt af S. N. Goenka I Bern, Schweiz.