S. N. Goenka

S. N. Goenka er lærer i Vipassana-meditation i den afdøde Sayagyi U Ba Khins tradition fra Burma (Myanmar).

S. N. Goenka er af indisk herkomst, men er født og opvokset i Burma. Mens han boede i Burma havde han det store held at komme kontakt med U Ba Khin og lære Vipassana-teknikken af ham. Efter fjorten års træning hos sin lærer bosatte S. N. Goenka sig i Indien, hvor han begyndte at undervise i Vipassana. I et land som stadig er opdelt af religiøse grupper har S. N. Goenkas kurser tiltrukket tusindvis af mennesker fra alle samfundslag. Derudover er der kommet massevis af mennesker fra hele verden for at deltage i Vipassana-kurser.

S. N. Goenka har undervist titusindvis af mennesker på mere end 300 kurser i Indien og andre lande, både i Øst og Vest. I 1982 begyndte han at udpege assistentlærere til at imødekomme den store efterspørgsel på kurser. Under hans vejledning er der blevet etableret meditationscentre i Indien, Canada, USA, Australien, New Zealand, Frankrig, Storbritannien, Japan, Sri Lanka, Thailand, Burma, Nepal og flere andre lande.

Den teknik som S. N. Goenka underviser i, repræsenterer en tradition, som går tilbage til Buddha. Buddha underviste aldrig i nogen religion; han underviste i Dhamma – befrielsens vej – som er universel. I overensstemmelse med denne tradition, er S. N. Goenkas fremgangsmåde fuldstændig ikke-sekterisk. Hans undervisning har derfor i høj grad tiltalt mennesker med vidt forskellige baggrunde; religiøse mennesker såvel som ikke-religiøse, folk fra alle dele af verden.